Det var den slags frost, der får motorer til at revne og fryser enhver medfølelse ud af kroppen. Katrine burde bare have trådt hen over den blødende mand, der spærrede døren til hendes opgang. I den her by handlede det om overlevelse, og det var god stil at passe sig selv. Men hun gjorde det ikke.
Hun slæbte en rystende, døende fremmed ind i sit køkken. En kæmpe fejl. For da solen endelig stod op, var offeret væk, og byens mest hensynsløse bandeleder havde fået en ny besættelse. Toget lugtede af våd uld og gammel fortrydelse.
Klokken var 3:14 om natten, og Katrine lænede panden mod den ridsede rude. Hendes fødder dunkede i takt med hjulenes slag mod skinnerne. Seksten timer på Bispebjerg Hospitals akutmodtagelse en fredag nat betød knivstik, overdoser og fulderikker, der troede, verden drejede sig om dem. Hun ville bare have et varmt bad.
Forudsat at fyret i hendes ejendom ikke igen havde givet op over for decemberkulden. Vinden fra havnen ramte hende som et fysisk slag, da hun forlod stationen. Gaderne i Sydhavnen var øde. Fornuftige mennesker holdt sig indendøre.
Hun drejede ind i den smalle gyde bag sin ejendom, hvor hoveddørens lås havde været i stykker i en uge. Det var der, hun så støvlen. Dyrt læder, ridset på snuden, stak frem bag en overfyldt container. Ethvert overlevelsesinstinkt skreg på, at hun skulle vende om.
Man undersøgte ikke kroppe i mørke gyder. Man legede ikke barmhjertig samaritaner. Men støvlen spjættede. Et lavt, rallende suk lød henover vinden.
”Hej,” råbte hun. ”Jeg vil ikke have ballade. Er du i live dernede? ”
Intet svar.
Kun endnu et tungt, fugtigt åndedrag. Hun gik rundt om containeren. En mand sad sunket sammen mod murstensvæggen, halvt dækket af iskold slud. Hans hage hvilede mod brystet, og det mørke hår var klistret til panden.
Det svage lys fra lygtepælen fangede noget mørkt og glinsende under hans venstre side. Det var ikke vand. Lugten af blod skar igennem ozonen. Hun sagde til sig selv, at hun bare skulle gå ind, låse døren og ringe anonymt til politiet.
Til den tid ville kulden have gjort det af med ham. Han ville bare blive endnu en statistik. Men hun var sygeplejerske. Endnu værre, hun var en sygeplejerske, der huskede, hvordan det føltes at få et opkald klokken tre om natten med beskeden om, at en, man elskede, var forblødt på våd asfalt, fordi ingen stoppede op.
”For helvede,” mumlede hun. Hun faldt på knæ og pressede to fingre mod hans hals. Pulsen var der, men trådfin og piskende. Han var ved at gå i chok og hypotermi.
Hans hoved faldt til siden, og hun så hans ansigt. Markant kæbelinje, et flosset, blødende sår over øjenbrynet. Han var ung, måske i begyndelsen af trediverne, men hans træk var låst i en bister mine, selv i bevidstløsheden. ”Okay, din stædige idiot, du skal ikke dø på min trappe.
”
Hun fik ham mast op i stående stilling og slæbte ham de sidste meter hen til døren. Sammen snublede de ind i opgangen. Han faldt øjeblikkeligt om og trak hende med i faldet. Det tog ti lange minutter at få ham op på anden sal.
Da hun endelig låste døren op til sin lejlighed, var hun gennemblødt af sved. Hun lod ham falde om på køkkengulvet. En mørk pøl af vand og blod spredte sig over det billige linoleum. Hun lænede sig mod døren og stirrede på ham.
Hun havde lige slæbt en blødende, mystisk mand ind i sit eget hjem. ”Ja, det er sådan her gyserfilm starter,” sagde hun til det tomme rum. Panik var en luksus. Hendes patient lå og forblødte på hendes køkkengulv.
Hun rullede ham om på ryggen. Hans hånd skød frem og greb hendes håndled med skræmmende kraft. Hans øjne var åbne nu. Mørke, flade.
Som at stirre ned i en tom elevatorskakt. ”Hospital,” snøvlede han med en stemme så rå som sandpapir. ”Intet hospital. ”
”Du har brug for en læge.
Du bløder. ”
”Intet politi. Intet hospital. ”
Hans greb strammedes, så hendes knogler knasede.
Der var ingen desperation i hans stemme. Kun kold, absolut kommando. Det var ikke en bøn. Det var en trussel.
”Fint,” sagde Katrine og holdt hans blik. ”Intet politi, intet hospital. Slip mig så, før jeg lader dig forbløde på mit depositum. ”
Han mønstrede hendes ansigt i et langt sekund.
Så slappede hans hånd af, og hans øjne rullede om i hovedet på ham. Hun klippede hans våde tøj af med en traumesaks. Skaden var grim, men ikke øjeblikkeligt livstruende. En dyb flænge langs venstre ribben.
Ikke et skudhul. Et snit fra en takket klinge. Hans overkrop var dækket af blå mærker i forskellige stadier af heling. Han lignede en mand, der levede af at blive kørt over af lastbiler.
Hun syede såret sammen med silketråd, uden bedøvelse. Han vågnede ved tredje sting. Hans hånd fløj op og klemte om hendes hals. ”Jeg prøver at forhindre, at dine indvolde ender på ydersiden,” sagde hun roligt.
”Hvis du kvæler mig, kan jeg ikke gøre arbejdet færdigt. ”
Hans tommelfinger strejfede hendes pulspunkt. Han mærkede hendes hjerterytme. Lidt efter panik, lidt efter løgn.
Langsomt trak han hånden væk. ”Har du noget whiskey? ”
”Jeg har en halv flaske billig vodka i fryseren. ”
Han drak direkte af flasken uden at fortække en mine.
De næste tyve minutter var de eneste lyde radiatorens hvæsen, vinden udenfor og silketråden, der blev trukket gennem hud. Han gav ikke en lyd fra sig. Stirrede bare op i loftet med sammenbidte tænder. Da hun var færdig, rejste hun sig.
”Du kan tage sofaen. Jeg går i seng. Hvis du stjæler mit fjernsyn, opsøger jeg dig og flår de sting ud med tænderne. ”
Han udstødte faktisk et tørt, lille grin.
”Dit fjernsyn er en tung, forældet kasse. Det er i sikkerhed. ”
Hun låste soveværelsesdøren. En ussel lås, men hun var for træt til at bekymre sig.
Hun faldt i søvn, før hendes hoved ramte puden. Hun vågnede af vintersolen, der skar gennem sprækken i gardinerne. I et kort sekund troede hun, at natten havde været en feberdrøm. Så mærkede hun ømheden i sine knæ.
Hun listede ud i stuen. Lejligheden var tom. Tæppet lå foldet i en perfekt firkant på sofaens arm. Køkkengulvet var skrubbet rent.
Plastikposen med hans blodige tøj var væk. Det eneste bevis var lugten af jod og våd uld. Hun gik ud i køkkenet for at lave kaffe. På bordpladen, ved siden af bunken med ubetalte regninger, lå et tykt bundt tusindkronesedler.
Holdt sammen med en simpel papirstrimmel. Mindst hundrede tusinde kroner. Måske mere. Under bundtet lå et cremehvidt visitkort.
Fuldstændig tomt bortset fra et enkelt telefonnummer. Hun gik hen til vinduet. På den anden side af gaden holdt en sort SUV med tonede ruder i tomgang. Ruden blev rullet et par centimeter ned, og en sky af cigaretrøg sivede ud.
Hun åbnede en nyhedsapp. Overskriften stod med fed skrift: Bandekrig eskalerer. Massakre i havnen. En magtkamp internt i byens største kriminelle netværk.
Seks mænd døde. Den nyudpegede leder var blevet lokket i bagholdsangreb. Myndighederne var usikre på, om han havde overlevet. Hun rullede ned.
Et arkivbillede. Katrine glemte at trække vejret. Det var ham. Manden fra baggården.
Han var iført jakkesæt på billedet, men de kolde, døde øjne var de samme. Bildeteksten lød: Lukas Krog, formodet leder af Krog-syndikatet. Hun havde ikke reddet et tilfældigt offer. Hun havde reddet manden bag det hele.
Lappet et monster sammen. Givet ham vodka. Bedt ham lade være med at stjæle hendes fjernsyn. Et hårdt bank på døren fik hende til at fare sammen.
”Sigrid Munch? ” En kontant, professionel stemme. ”Kriminalassistent Jørgen Bundgaard. Københavns Politi.
Luk venligst op. ”
Hun så på pengene. Hun så på kortet. I stedet for at være usynlig havde hun byens absolutte topfigur på sofaen, og nu stod politiet uden for døren.
Hun greb bundtet og kortet og proppede dem dybt ned i sin melbøtte. Så åbnede hun døren fem centimeter. Bundgaard lignede en træt, grå mand uden tålmodighed. ”Vi fik et anonymt opkald.
Nogen har set en betydelig mængde blod i gyden bag denne ejendom. ”
”Jeg kom ind af hoveddøren. ”
”Låsen er i stykker,” bemærkede han. ”Det har den været i en uge.
Udlejeren er ligeglad. Det er derfor, jeg låser min egen dør. ”
Han trak vejret ind gennem næsen. ”Her lugter jeg jod.
”
”Jeg er sygeplejerske. Jeg tog arbejdstøj med hjem, der blev gennemblødt af Betadin. Det ligger i vasketøjskurven. ”
Han så på hendes hænder.
Rødslidte af skrubben. ”Så du noget i nat? ”
”Klokken tre om natten? Hvis jeg så nogen bløde i den gyde, ville jeg bare gå videre.
”
Den perfekte løgn. Præcis hvad en træt storbyborger ville gøre. Han nikkede langsomt. ”Hold sikkerhedskæden på.
Rygtet siger, at den nye leder af Krog-syndikatet blev ramt. Hvis han gemmer sig, leder han nok efter et hul at krybe ned i. ”
Hun lukkede døren og gled ned langs træet, indtil hun ramte gulvet. Hun var ikke længere en barmhjertig samaritaner.
Hun var medskyldig. Og politiet cirklede allerede om hende. Hun havde endnu en vagt om fire timer. Huslejen skulle stadig betales.
Bispebjerg Hospital var lørdag nat en kaotisk skyttegrav. Katrine bevægede sig gennem kaosset med mekanisk præcision, men kunne ikke koncentrere sig. Hver gang ambulance-dørene hvæsede åbne, forventede hun at se en sort SUV. Hun forventede at se mænd bære en blødende Lukas Krog ind.
Eller værre: kriminalassistent Bundgaard med hendes blodige traumesaks i en plastikpose. Da vagten sluttede klokken to, ville hun bare hjem. Hun gik ud gennem personaletudgangen og ned ad den tomme gade. Halvvejs løsnede en skygge sig fra muren ved en lukket sexshop.
En mand trådte frem under gadelygten. Yngre, bredskuldret, i et jakkesæt, der kostede mere end hun tjente på et år. Han holdt et papkrus. ”Sort kaffe, uden sukker, med et ekstra skud espresso,” sagde han.
”Hvem i alverden er du? ”
”Mit navn er Finn. Leo bad mig sørge for, at du kom sikkert hen til busstoppestedet. ”
”Jeg vil ikke have hans kaffe, og jeg har ikke brug for en babysitter.
”
”Han har respekt for dit privatliv. Men han har også en gæld. I hans verden er gæld som ankre. ”
”Jeg bad ikke om nogen gæld.
Hvis han vil betale mig tilbage, kan han fjerne SUV’en og lade som om, han aldrig har mødt mig. ”
Finn rystede på hovedet. ”Mændene i SUV’en holder ikke øje med dig. De holder øje med gaden.
Der var en magtkamp. Visse parter leder efter noget at presse Leo med. Du trak ham ind fra kulden. Det gør dig til et unikt pressemiddel.
”
”Bundgaard? ”
”Han hører til på politistationen, men hans kommissær er på Larsen-klanens lønningsliste. De folk, der forsøgte at slå Leo ihjel. Hvis Bundgaard forbinder dig med Leo, anholder han dig ikke.
Han overleverer dig til dem. ”
Kvalmen ramte hende. ”Så hvad skal jeg gøre? ”
”Du passer dit arbejde.
Du betaler din husleje. Og du beholder kortet. Hvis nogen banker på din dør, ringer du til nummeret. Hvis du ikke gør, gambler du med dit liv.
”
Han forsvandt ind i mørket. Katrine stod alene under gadelygten. Til sidst tog hun kruset. Det var brandvarmt.
Hun tog en tår. Den var præcis, som hun foretrak den. Erkendelsen af, at de kendte hendes kaffebestilling, var langt mere skræmmende end mændene i SUV’en. Da hun nåede sin opgang, var gadedøren, der havde været i stykker i en uge, lukket helt i.
En spritny, solid sikkerhedslås var monteret. På glasset sad en lille kuvert med hendes lejlighedsnummer. Indeni lå en nysleben messingnøgle. Leo havde ordnet døren.
Han lukkede resten af verden ude. Eller også spærrede han hende inde. I tre dage levede hun i dvaletilstand. Hun tog på arbejde, tog bussen, låste den nye lås op.
Hun rørte ikke ved pengene. At røre ved dem ville gøre det virkeligt. Måske var det overstået. Måske havde Leo gemt sig igen.
Så kom torsdag nat. Hun stod i depotrum B og talte kasser med nitrilhandsker, da hun hørte gummi såler knirke bag sig. Hun vendte sig. En mand spærrede døråbningen.
Billig læderjakke, guldkæde, tyggegummi med åben mund. ”Er det dig, der er Katrine? ” Hans stemme var nasal. Han trak branddøren i, og den låste med et metallisk klik.
”Patienter må ikke være herude. Venteværelset er nede ad gangen. ”
Han smilede. Det afslørede en knækket fortand.
”Jeg er ikke nogen patient, skat. Navnet er Vigo. En fælles ven pegede mig i din retning. Kriminalassistent Bundgaard.
Han sagde, du havde en travl weekend. ”
”Jeg aner ikke, hvad du taler om. ”
Han tog et skridt fremad. Lugten af gammel cigaretrøg og billig cologne vældede ud fra ham.
”Mine chefer mangler en fyr. En fyr med et grimt snit i ribbenene. Han blødte som en stukket gris i gyden bag din ejendom, og så puf, var han væk. Og du, en sygeplejerske, boede tilfældigvis lige der.
”
Hans hånd lukkede sig om hendes overarm. Brutalt. Hendes biceps blev mast mod benet. Hun forsøgte at rykke sig fri, men han slyngede hende tilbage mod metalhylden.
En kasse kanyler faldt på gulvet. ”Jeg ved ingenting! ” fik hun fremstønnet. ”Hør nu efter, din dumme kælling.
Lukas Krog er en levende død mand. Larsen-klanen er ved at overtage hele byen. Hvis du gemmer ham, eller hvis du ved, hvem der hentede ham, så siger du det til mig lige nu. For hvis jeg bliver nødt til at dukke op i din lurvede lejlighed igen, så bliver det ikke med det gode.
”
Han klemte hårdere. Smerte skød gennem hendes skulder. Hendes højre hånd søgte i blinde langs hylden. Hendes fingre strejfede en tung plastikboks.
Uden at tænke svang hun den af alle kræfter. Den hårde kant ramte ham i tindingen. Hans greb løsnede sig. Hun skubbede ham væk.
Han snublede over de spredte kanyler og røg ned på knæ. Hun løb. Flåede branddøren op, styrtede ned ad gangen, smækkede døren til omklædningsrummet i og kastede hele sin vægt mod den. Hun stod der med hamrende hjerte og lyttede.
Gangen uden for forblev stille. Hun trak ærmet op. Fire mørke fingermærker bredte sig på hendes blå hud. Hun havde ikke flere muligheder.
Hun var ikke længere bare et pressemiddel. Hun var bytte. Med rystende hånd trak hun visitkortet op af tasken. Hun tastede nummeret.
Forbindelsen ringede op præcis én gang. ”Tal. ”
Stemmen var dyb, rungende. Den lød af grus og jern.
Det var ham. ”Han har fundet mig. ”
Et sekunds stilhed. Temperaturen i samtalen faldt ti grader.
”Katrine. ”
Han huskede hendes stemme. ”En mand, der hedder Vigo,” strømmede ordene ud af hende. ”Han arbejder for Larsen-klanen.
Han sagde, Bundgaard sendte ham. Han ved, hvad jeg har gjort. ”
”Er du kommet til skade? ”
”Han tog fat i mig.
Jeg slog ham. Jeg kan ikke blive her, og jeg kan ikke tage hjem. ”
”Hør godt efter,” instruerede han. Hans stemme var hypnotisk rolig.
”Gå ikke tilbage til akutmodtagelsen. Gå ud gennem sydudgangen ved vareleveringen. Der er en blind vinkel på overvågningskameraerne ved affaldscontainerne. Du har præcis fire minutter.
”
Linjen blev afbrudt. Hun forlod hospitalet uden at skifte tøj eller hente sin jakke. Hun pressede sig gennem de tunge metaldøre og ud i den isnende kulde. Vinden bed gennem hendes tynde bomuldskittel.
Hun stillede sig i skyggen af de store containere og scannede den tomme gyde. Fem minutter. Intet skete. Panikken snørede sig sammen om hendes hals.
Så hørte hun dæk mod våd asfalt. En strømlinet sort SUV drejede ind i gyden uden lys. Den gled frem som en haj og bremsede få centimeter fra containerne. Bagdøren svingede op.
”Stig ind. ”
Hun kastede sig ind i bilen. Døren smækkede i bag hende. Kabinen var varm, duftede af læder og bergamot.
Ruderne var så tonede, at verden uden for var reduceret til en dyster flod. Hun vendte hovedet. Lukas Krog sad ved siden af hende. Han lignede ikke manden, hun havde syet sammen.
Han var iført et mørkt jakkesæt, håret sat skarpt, såret over øjenbrynet dækket af en steril strimmel. Han udstrålede absolut magt. Hans øjne var de samme. Mørke, udtryksløse, kalkulerende.
Hans blik stoppede ved det mørke, hævede blå mærke på hendes biceps. En muskel i hans kæbe sitrede kort. ”Jeg sagde jo, at du skulle lade mig være i fred,” sagde hun, og vreden bævrede i stemmen. ”Det gjorde jeg også,” svarede han roligt.
”Men Bundgaard solgte dit navn til Larsen-klanen for at dække sin egen spillegæld. ”
”Så hvad nu? Får jeg en undskyldning? Jeg vil ikke have dine penge.
Jeg vil have mit liv tilbage. ”
”Dit liv, som du kendte det, sluttede i det øjeblik, du besluttede dig for at lege læge i den gyde. Vigo var der ikke for at stille spørgsmål. Han var der for at brække din finger, indtil du afslørede, hvor jeg var.
Og bagefter ville han have sat en kugle i hovedet på dig. ”
Hun vidste, han talte sandt. Hun havde set blikket i Vigos øjne. ”Hvor skal vi hen?
”
Leo rakte ud. Hun troede, han ville røre ved hende, men han tog blot et kashmirtæppe fra midterkonsollen og lagde det over hendes rystende skuldre. ”Vi skal hjem. Og indtil jeg har jævnet Larsen-familien med jorden, tilhører du mig.
”
Den private elevator kørte op i absolut stilhed. Dørene gled til side og afslørede et rum, der fik det til at stramme i hendes bryst. En fæstning af glas, stål og mørk skifer. Panoramaudsigt over Københavns skyline.
Man kunne ikke gemme sig i et rum af glas. ”Finn tager dine ting i morgen,” sagde Leo og gik over mod en massiv køkkenø. ”Alt, hvad du skal bruge fra din lejlighed. ”
”Jeg skal ikke bo her.
”
”Du bliver her. Det talte vi om i bilen. ”
”Du dikterede det i bilen,” rettede hun ham. Hendes frygt trak sig tilbage, erstattet af den kølige pragmatisme, hun brugte til at klare tolv timers vagter.
”Jeg er ikke en ejendel, du kan gemme væk, indtil der er ro på gaden. ”
Leo vendte sig mod hende. Han så bleg ud. Uden et ord knappede han sin jakke op og trak den af.
Hans nystrøgne hvide skjorte var gennemblødt. En mørk, voksende plet af frisk blod mættede stoffet over hans venstre ribben. ”Du har sprængt stingene. ”
”Jeg har haft en travl eftermiddag.
Der var en uenighed om fragtruterne nede i havnen. Det krævede personligt fremmøde. ”
”Du er en idiot. Hvor er dit førstehjælpsudstyr?
”
Hun fandt en fuldt udstyret traumataske i badeværelset. Da hun kom tilbage, sad han på en barstol med hovedet lænet tilbage. Hun trak nitrilhandsker på og fjernede den gennemblødte forbinding. Tre af stingene var sprængt.
Såret var råt og betændt. ”Du tog ikke til lægen. ”
”Jeg kunne ikke risikere at efterlade spor. ”
Hun pressede en desinficerende serviet mod såret.
Hans vejrtrækning hvæsede gennem tænderne, men han trak sig ikke væk. Han overgav sig fuldstændigt til hendes hænder. Den farligste mand i byen, fuldstændig udleveret til hende. ”Bundgaard gav dem mit navn,” sagde hun, mens hun syede.
”Hvad sker der med ham? ”
”Bundgaard er bare et symptom. Han er en ludoman, der skyldte Larsen-familien penge. De tilbød at slette hans gæld, hvis han fandt den blødende mand.
Finn er ved at lægge sidste hånd på papirerne. I morgen ved efterforskeren, at han skylder mig sit liv, sit skilt og sine knæskaller. Han kommer aldrig til at kaste et blik i din retning igen. ”
”Og Vigo?
”
Leos ansigtsudtryk ændrede sig. Den neutrale facade forsvandt, erstattet af et koldt, tomt mørke. ”Vigo rørte ved dig. Han lagde hænderne på noget, der tilhører mig.
”
”Jeg tilhører ikke dig,” snappede hun og strammede den sidste knude med aggressiv kraft. ”Jeg har lappet dig sammen. Jeg har reddet dit liv. Det gør os kvit.
Det gør mig ikke til din ejendom. ”
Han lænede sig frem og mindskede afstanden. ”Man overlever ikke i min verden ved at stå alene. Larsen-folkene ved, du eksisterer.
De vil bruge dig til at ramme mig. Hvis jeg lader dig gå ud af den dør i nat, vil de knække dig bare for at se, om jeg bløder. ”
Hun vidste, han havde ret. Logikken var kold og uafviselig.
”Så jeg bliver i glaskassen. ”
”Du bliver dig. Indtil jeg har brændt deres imperium til grunden. ”
Tre dage passerede i en tåge af grå himmel og øredøvende stilhed.
Katrine tog ikke på arbejde. Finn bragte hende hendes tøj, hendes tandbørste og melbøtten med pengene urørt. Leo var som et spøgelse. Han forlod lejligheden før solopgang og kom først tilbage, længe efter hun var faldet i søvn.
Hun fulgte med i nyhederne. Voldelige eskaleringer. Skyderier. En eksplosion på et skibsværft.
Medierne kaldte det en bandekrig. Katrine vidste, det var en total udryddelse. Den fjerde aften brød uvejret løs. Slud piskede mod de hærdede glasruder.
Elevatoren plingede. Leo trådte ind. Han lignede ikke en mand, der havde vundet en krig. Han lignede en mand, der knap nok havde overlevet den.
Hans frakke var gennemblødt, læben flækket, kindbenet blåt. Hans knoker var hudløse og blødende. Luften omkring ham lugtede af regn og krudtrøg. ”Det er overstået,” sagde han hæst.
”Larsen-familien har ikke længere fodfæste i København. ”
”Og Vigo? ”
Leo stillede glasset fra sig. ”Vigo ligger på bunden af havnen.
Han kommer aldrig til at overfalde nogen i et depotrum igen. ”
Hun mærkede en tung, kold accept. Han ringede ikke til politiet. Han fjernede truslen permanent.
”Finn er nedenunder. Han har et nyt pas, et nyt CPR-nummer og skødet på en ødegård i Sverige. Du kan tage afsted i nat. Du behøver aldrig mere at se dig over skulderen.
”
Hun tænkte på den lille lejlighed i Sydhavnen, den ødelagte lås, den hæsende radiator, de uendelige dobbeltvagter. Hun så på manden, der havde beordret likvideringer for at holde hende i live. ”Og hvad, hvis jeg bliver? ”
Leo stivnede fuldstændigt.
Stilheden blev tung, næsten kvælende. ”Hvis du bliver, kan du ikke lade som om, du ikke ved, hvad jeg er. Du får ikke lov til at se væk fra blodet. ”
Han stoppede få centimeter fra hende.
”Jeg så ikke væk, da du lå og blødte blandt mit affald,” sagde hun fast. ”Jeg syede dig sammen. ”
”Det var en døende fremmed. ” Hans hudafskrabede knoer strøg let over hendes kæbelinje.
Berøringen var utroligt let for en mand, der var i stand til så meget vold. ”Det her er anderledes, Katrine. Jeg er ikke en god mand. Jeg er et monster, der ejer mørket.
Hvis du bliver, står du i det mørke sammen med mig. ”
Hun lukkede øjnene et kort sekund og lænede sig ind i varmen fra hans håndflade. Hun var en kynisk, udmattet kvinde, der endelig havde fundet noget solidt at holde fast i. Hun åbnede øjnene.
”Mørket skræmmer mig ikke. Jeg arbejder på nattevagten. ”
En langsom, hæs udånding slap ud af hans læber. Lyden af dyb, rodfæstet lettelse.
Hans hånd gled om i hendes nakke, og hans fingre filtredes ind i hendes hår. Han kyssede hende ikke. Han trak hende bare tættere på, hvilede sin pande mod hendes og indånde hende som ilt. Den rystende fremmede var død.
Mafiabossen stod tilbage. Og Katrine, omgivet af det kolde glas og den glitrende storby, følte endelig, at hun var præcis, hvor hun var skabt til at være.
