„Er du fuldstændig vanvittig, Freja? Har du tabt sutten helt? ” Tante Helles stemme skar gennem stilheden i den lille lejlighed som glas. „At lukke en fremmed mand ind fra gaden, med lille Ida lige her?
Hvad tænker du på? ”
Freja stod ved køkkenbordet og krammede en fugtig klud. „Hans navn er Søren. Han frøs.
Han var sulten. ” Hendes stemme var lav, men fast. Hun kastede et blik ind i stuen, hvor manden sad på den nedslidte sofa og stirrede tomt ud af vinduet, mens femårige Ida tegnede fredeligt ved siden af ham. Helle lo tørt.
„Hele København fryser, Freja. Det er december. Du har knap råd til dig selv og Ida. Hvordan vil du brødføde endnu en mund?
” Hendes øjne vandrede over de falmede gardiner og det slidte møbel. „Dette er ikke et herberg. ”
„Jeg kunne ikke bare lade ham sidde derude i kulden. Der er noget i hans øjne,” sagde Freja.
„Åh, hold op med det sentimentale sludder. ” Helle sænkede stemmen til en hvisken. „Din far var ligesom dig. Altid klar til at hjælpe, altid stole på de forkerte.
Og se hvad der skete med ham. ”
Nævnelsen af faren ramte som et slag. Han var forsvundet efter en byggepladsulykke for ti år siden. „Det er ikke det samme,” hviskede hun.
„Det er det præcis,” insisterede Helle. „Smid ham ud, før han gør noget. ”
Freja mødte hendes blik. „Nej.
Han bliver her, indtil vi finder ud af, hvem han er. ”
Helles ansigt stivnede. „Så er du alene i det her. Helt alene.
” Hun greb sin taske og marcherede mod døren. „Du kommer til at fortryde det, Freja. Men så er det for sent. ”
Døren smækkede.
Stilheden lagde sig tungt. Freja stirrede på den lukkede dør, mens ordene ekkoede i hendes hoved. Alene. Hun var alene med en fremmed mand og sin datter.
Ida kiggede op fra sin tegning. „Mor, er tante Helle sur? ”
„Ja, skat. ” Freja tvang et smil frem.
„Men det er okay. ”
Søren rejste sig forsigtigt fra sofaen. „Jeg kan gå. Jeg vil ikke skabe problemer for dig.
”
„Du skaber ingen problemer. ” Freja rystede på hovedet. „Sæt dig ned. Jeg laver noget varmt at drikke.
”
I køkkenet stirred hun på de få varer i skabet. Havregryn, en dåse tomater, lidt mælk. Det ville knap række til en uge. Hvad havde hun tænkt sig?
Helle havde ret. Hun havde ikke råd til dette. Men noget ved Søren. Hans øjne.
De var trætte, men der var noget genkendeligt ved dem. Som om hun havde set dem før. Hun hældte vand i kedlen og lukkede øjnene. Et fragment af en erindring dukkede op.
En mands ansigt. En varm latter. Arkitektoniske tegninger spredt ud over et bord. Hun gispede og greb fat i bordkanten.
Det kunne ikke passe. Søren stod pludselig i døråbningen. „Er du okay? ”
Hun vendte sig langsomt om.
Hendes hjerte hamrede. „Søren… hvad lavede du, før du mistede hukommelsen? ”
Han rynkede panden, som om han gravede i tågen.
„Jeg… jeg ved det ikke. Jeg kan bare huske, at jeg skulle bygge noget. Tegninger.
Meget detaljerede tegninger. ”
Frejas hænder rystede. Tegninger. Arkitekt.
„Søren,” hviskede hun. „Hvad er dit efternavn? ”
Han stirrede tomt på hende. „Jeg kan ikke huske.
”
Hun trak vejret skarpt ind og tog sin telefon frem. Med dirrende fingre åbnede hun en gammel mappe fra sin fars kontor. Der var et gammelt fotografi. Tre mænd foran en byggeplads.
Hendes far i midten. Til højre en yngre mand med samme øjne som manden i hendes stue. „Oh nej,” hviskede hun. „Oh nej, nej, nej.
”
Søren trådte nærmere og kiggede på billedet. Hans ansigt blegnede. „Hvem er det? ” pegede han på manden til højre.
„Det er min far. Og hans partner. En mand, der forsvandt samme dag som min far. En mand, som politiet aldrig fandt.
” Hun løftede øjnene mod ham. „Manden på billedet her, det er dig. ”
Søren rystede ustoppeligt på hovedet. „Det kan ikke passe.
Jeg… jeg arbejder på byggepladser. Jeg er ikke… Jeg er ikke arkitekt.
”
„Men det er du. ” Frejas stemme brast. „Du og min far arbejdede sammen. Og jeg tror, I begge blev snydt.
Jeg tror, ulykken ikke var en ulykke. ”
Sørens øjne blev store. „Hvad siger du? ”
„Jeg siger, at nogen fik jer til at forsvinde, og at den dag i dag stadig går fri.
” Hun greb hans hånd. „Og jeg tror, du ved mere, end du tror. Hvis du bare kan huske. ”
Han stirrede på hende, og noget dybt i hans øjne blev tændt.
„Der var et projekt. I Nordhavn. En stor kontrakt. Din far sagde, at noget ikke var rigtigt.
At regnskaberne ikke stemte. Han ville gå til direktøren—”
„Hvem? ” afbrød hun. „Hvem ville han gå til?
”
Søren kæmpede med erindringen. „En mand. Høj. Mørkt hår.
Han… han hed… han hed… ”
Døren blev pludselig banket hårdt på.
Tre gange. Kraftige, myndige slag. Freja og Søren faldt til tavshed. Ida kiggede forskrækket op fra sin tegning.
Freja gik forsigtigt mod døren og kiggede gennem kighullet. Udenfor stod to mænd. Begge i mørke jakkesæt. Den ene talte i telefon og gestikulerede voldsomt.
Den anden stirrede direkte ind i kighullet. Freja trådte tilbage. Hendes hjerte hamrede. „Søren,” hviskede hun.
„Er de efter dig? ”
Hans ansigt var hvidt. „Jeg ved det ikke. Men hendes ansigt var hvidt.
„Men jeg tror, de er her for at sørge for, at jeg aldrig husker. ”
Banken blev gentaget. „Åbn døren! Politiet!
”
Freja så på Ida. Så på Søren. Derefter på døren. Hun tog Sørens hånd.
Hun tog Idas hånd. „Vi skal ud ad bagtrappen. Nu. ”
De stod allesammen stille et øjeblik, mens banken fortsatte mod døren.
Freja greb Sørens hånd og Idas hånd. „Vi skal ud ad bagtrappen. Nu. ”
Ida stillede sig straks op, og de listede alle sammen ud i det lille bagkøkken.
Freja fik den rustne bagdør op, og køligt decembertræk ramte dem, da de sneg sig ud i den smalle gyde bag ejendommen. Idas små skridt lød som skud mod den fugtige brosten, og Søren kiggede hele tiden over skulderen, som jagede hans egen skygge. De nåede ud på den næste gade, hvor en taxa stod med motoren i tomgang. Freja bankede på ruden, og chaufføren, en ældre mand med trætte øjne, sænkede vinduet.
„Hvor skal I hen? ”
„Bare kør,” sagde Freja og skubbede Ida og Søren ind i den bagerste sæde. „Bare kør væk herfra. ”
Taxaen trak ud, og Freja så tilbage på den bygning, hvor hun havde boet hele sit liv.
Nu efterlod hun den. Hun så den dør, som Helle havde smækket. Og nu døren, som hun selv havde forladt. Søren sad stille ved siden af hende.
Hans hænder rystede. „Hvad gør vi nu? Jeg kan ikke huske hvem jeg er. Og nu kommer der nogen efter mig.
”
Freja greb hans hånd. „Vi finder ud af det. ”
„Hvorhen? ”
Hun så ud af vinduet.
På regnen, der begyndte at falde. „Vi tager til min fars hus. Det gamle i Jylland. Der er noget, jeg har gemt der.
Noget, som jeg aldrig rigtig forstod. ”
„Hvad? ”
„En nøgle. Den lå i min fars tegnebog, da han forsvandt.
En bankboksnøgle. ” Hendes hjerte bankede hårdt. „Jeg tror, at svarene ligger der. ”
Ida, der var faldet i søvn mod Sørens skulder, flyttede sig under hans arme.
Han så ned på hende med et blik, som Freja ikke havde set før. „Hun sover. ”
Freja nikkede. „Hun er stærk.
Mere end mig. ”
„Hun er ligesom dig,” sagde han. „Hun holder sig fast. ”
Taxaen kørte gennem mørket.
På et tidspunkt standsede den ved en tankstation, og Freja fik sig selv til at købe sandwiches og vand. Hun tænkte på Helles ord. „Du har knap nok råd. ” Hun havde lige brugt sine sidste penge.
Men hun kunne ikke vende om. Ikke nu. Da de endelig nåede fjernt fra byen, tog Freja en vej, hun ikke kendte. En forkert afkørsel.
Og en nummerplade, der lyste op i forlygterne længere bag dem. „Følger vi efter? ” spurgte Søren. „Måske.
” Hun greb rattet fast. „Vi er nødt til at være hurtigere. ”
Hun gav gas, men regnen gjorde vejen glat. Og bag dem accelererede de mørke forlygter også.
„Hvem er de? ” spurgte hun. „Jeg ved det ikke. ” Sørens stemme var ødelagt.
„Men jeg kan huske en hvid varevogn. En garage. Og en mand, der blev ved med at gentage Der er ikke nogen ulykke. Der er ingen der styrter ned.
”
Frejas hjerte stoppede. „Hvad? ”
„Byggepladsen. Din far.
Jeg var der. ” Hans ansigt blev gråt. „Der var en sprængning. Eksplosionen.
Men jeg så ham blive trukket væk. Han blev ikke efterladt i murbrokkerne, Freja. Han blev kidnappet. ”
„Det er en løgn!
” Hun rystede på hovedet. „De sagde, der ingen overlevende var! ”
„Men jeg er her. Jeg så ham.
Han levede, da de tog ham. ”
Tårerne brændte i hendes øjne. „Hvis han levede, så er han måske stadig… ”
„Freja,” Søren greb hendes arm.
„Der er ikke nogen ulykke. Der er ingen der styrter ned. ”
Hun gentog ordene i sit hoved. I mørket.
I regnen. De gav mening på en måde, som hun ikke havde turdet håbe på. „Min far… han lever?
”
„Jeg tror det,” sagde han. „Og jeg tror, at manden i jakkesættene derinde ved, det. ”
Regnen tog til. Hun pressede speederen i bund, og bag dem blev forlygterne ved med at følge efter.
„Skal vi ringe til politiet? ” spurgte Ida, som pludselig var vågen. „Nej,” sagde Freja. „De to mænd, der kom til døren.
De sagde, de var politi. Men de var ikke ægte. ”
„Hvordan ved du det? ”
„Politiet banker ikke sådan på en dør, hvis de ikke har en kendelse.
”
Søren kiggede på bagspejlet. „De kommer tættere på. ”
„Jeg ved det. ”
„Hvad gør vi?
”
Freja så på sin datters ansigt. Så på Sørens ansigt. Så førte hun bilen ind på en markvej, der var skjult af de tykke træer. Hun forsøgte at parkere tæt ind mod hækken, og motor blev slukket hurtigt.
Taxaen rullede næsten lydløst ud på en græsmark, og chaufføren – der havde været rolig hele turen – kiggede nu på dem med et underligt blik. „Hvad gemmer I jer for? ”
„Vi vil bare gerne ud af byen. Kan du køre os til Jylland?
”
„Det bliver dyrt. ”
„Jeg har ikke penge. Men jeg kan betale dig, når jeg får min fars arv. ”
Chaufføren studerede hende længe.
Så nikkede han. „Jeg kørte engang for en mand, der lignede dig. Han sagde altid, at den eneste måde at overleve på er at stole på de rigtige mennesker. ” Han kiggede på Søren.
„Jeg håber, du er den rigtige, mand. ”
Søren så ham i øjnene. „Det håber jeg også. ”
Chaufføren trak på skuldrene og kørte videre.
„Så lad os komme af sted. Vi tager landevejen. Ingen radio. Ingen GPS.
”
De kørte i timevis gennem mørket. Ida faldt i søvn igen. Søren sad stille og stirrede ud af vinduet. Freja holdt øje med vejen og med spejlet.
Ingen forlygter fulgte efter dem. Da de endelig krydsede Storebæltsbroen, trak hun vejret lettet. Langsomt. Men det varede ikke.
„Hvad hvis han har ventet på dig hele tiden? ” spurgte Søren pludselig. „Hvad hvis din far har været i live alle de år, og han bare ventede på den ene, der skulle finde ham? ”
Freja lukkede øjnene.
„Jeg hader at tænke på, at jeg ikke fandt ham. ”
„Men nu er du på vej. ”
„Jeg er på vej mod en nøgle, som jeg ikke engang ved hvad åbner. ”
„Banken.
Din fars bank. Han fortalte mig engang, at han havde et sted, hvor han gemte sine vigtigste papirer. ”
Hun kiggede på ham. „Hvornår fortalte han dig det?
”
„Jeg kan huske, at vi stod på byggepladsen. Han sagde, at hvis noget nogensinde skete, skulle jeg huske navnet: Lolland Bank. Afdelingen i København. Han sagde, at det var det eneste sted, hvor han følte sig sikker.
”
Freja trak vejret skarpt ind. „Lolland Bank… det var den bank, min far brugte, ja. Men hvad kan der gemme sig der?
”
„Bankboks. En nøgle. Din nøgle. ”
„Men jeg har ikke set den nøgle i årevis.
Hvor er den? ”
Søren tav. „Måske… i hans gamle tegnebog?
Den, han havde, da han forsvandt? ”
Freja rystede på hovedet. „Politiet overdragede os hans ejendele. Men der var ingen nøgle.
Der var kun en gammel tegnebog og en utilgængelig mobiltelefon. ”
Ida løftede hovedet. „Mor? Jeg har noget fra Farfar.
”
Freja drejede sig. „Hvad? ”
„Han gav mig en lille æske engang. Han sagde, at jeg skulle passe på den, og at jeg først måtte åbne den, når jeg blev voksen.
” Hun krympede sig. „Men jeg har gemt den i mit legetøj. Jeg åbnede den en gang. Der lå en lille nøgle.
”
Frejas mave faldt. „Hvad lavede du med den? ”
„Jeg gemte den. Jeg ville ikke miste den som jeg gjorde med mine glasperler.
”
„Hvor er den nu? ”
„Hjemme. I mit gemmested under sengen. ”
Freja kiggede på Søren og derefter ud af vinduet.
„Så er vi nødt til at tage tilbage. ”
„Tilbage til byen? ” Søren blev bleg. „Til de mænd, der jagtede os?
”
„Vi er nødt til at hente den nøgle. ”
„Men hvad hvis vi bliver fanget? ”
„Så bliver vi fanget. ” Freja trak vejret dybt.
„Men jeg har ikke tænkt mig at lade min far blive væk i flere år, hvis han stadig er i live. ”
Chaufføren kiggede på hende. „Hvor skal jeg køre? ”
„Tilbage til København.
Men vi tager en omvej. ” Hun kiggede på Søren. „Vi skal være rigtig forsigtige. ”
De kørte tilbage i mørket.
Vejene var øde og regnen fortsatte med at falde. Ingen fulgte efter dem. Ikke endnu. Ida holdt fast i Frejas hånd.
„Mor, kan jeg fortælle dig noget andet? ”
„Ja, skat. ”
„Den dag, Farfar forsvandt, sagde han noget til mig, som jeg ikke forstod. ”
Freja lyttede.
„Han sagde: ‚Når du bliver stor, skal du finde tegningerne. Tegningerne der viser vejen hjem. ‘”
„Tegninger? ” Søren lænede sig frem.
„Tegninger af hvad? ”
„Jeg ved det ikke. Måske af huset. Farfar tegnede altid huse.
”
Freja så på Søren. „Din fars tegninger. Tegningerne vi lavede. ”
„Ja.
” Hendes hjerte slog hurtigere. „Hvis der er en skjult bygning, et skjult sted… så er der måske en skjult indgang. ”
Søren stirrede ud af vinduet.
„Hvad hvis tegningerne er i bankboksen sammen med nøglen? ”
„Så er vi nødt til at komme derind. ”
Chaufføren var tavs og kørte sikkert videre mod København. Han sagde ikke noget.
Men han lyttede. Klokken var næsten midnat, da de nåede byens udkant. Her kørte de ind i en parkeringskælder og tog en diskret bagvej. Freja betalte med de sidste kontanter, hun havde.
„Tak,” sagde hun til chaufføren. „Jeg skylder dig noget. ”
„Du skylder mig en forklaring,” sagde han med et glimt i øjet. „Men det kan vente.
Held og lykke. ”
De stod i den kolde nat. Foran dem lå byen, og i den lå det lille hjem, som havde forrådt dem. „Hvordan kommer vi ind?
” spurgte Søren. „Bagtrappen. Der er en nøgle under krukken. ” Hun kiggede på Ida.
„Kan du huske, hvor vi gemte nøglen? ”
„Under den blå krukke. Ved siden af skraldespanden. ”
„Godt.
”
De listede gennem gaderne. Skjulte sig bag biler, når nogen gik forbi. Og endelig nåede de den gamle baggård. Krukken stod der stadig.
Nøglen lå derinde. De gik op ad bagtrappen. Hvert trin knirkede. Hver lyd syntes at tilhøre en forfølger.
De nåede døren til lejligheden. Freja satte nøglen i låsen. Den drejede. Tilbage i deres gamle liv.
Indenfor var alt tomt og stille. Helle havde ryddet op. Havde hun været her? Alt var væk – hendes møbler, hendes billeder, alt.
„Mor,” hviskede Ida. „Mine ting er væk. ”
Freja tog hendes hånd. „Det er okay, skat.
Vi finder dem igen. ”
Søren gik forbi stuen og ind på Idas værelse. Han rev tæppet til side. „Her er hendes gemmested.
”
Ida krøb hen til sengen og tog en gammel trækasse frem fra hullet under gulvet. Hun åbnede låget forsigtigt. I bunden lå en lille ternet stofpose. Hun trak nøglen op.
„Her er den. ”
Freja tog nøglen. Den var lille og ikke særlig imponerende. Men den vejede tungt i hendes hånd.
Ved siden af lå der et stykke krøllet papir. „Hvad er det? ”
Ida tog papiret og rakte det til hende. „Det var i æsken.
Jeg tror Farfar skrev det til dig. ”
Freja folder papiret ud. Hendes fars skrift. Skæv og skarp:
„Kære Freja.
Hvis du læser dette, så er jeg ikke der, hvor jeg burde være. Vær ikke bange for at finde svar, selv når de er svære. Gå til banken. Se i boks 17.
Tegningerne er der. Den, der ved, hvordan man læser dem, kan finde det skjulte. Vores hus. Det vigtigste projekt i vores liv.
– Din far”
Freja læste brevet flere gange. Hendes hænder rystede. „Han forventede at forsvinde,” sagde hun. „Han vidste, det ville ske.
Og han efterlod spor til mig. ”
Søren læste også brevet. „Han skrev ‚vores hus’. Han skrev ‚det vigtigste projekt i vores liv’.
”
„Hvad betyder det? ”
„Jeg tror, at tegningerne ikke bare er bygninger. De er en slags kode. Og den, der kan læse dem, kan finde ham.
”
Freja kiggede på sin datter og på Søren. „Vi skal ind i banken. ”
„Banken er lukket nu. ”
„Så vi venter på, at den åbner.
”
„Men de mænd, de leder efter os. ”
„Vi er nødt til at løbe risiciene. ”
De satte sig i det tomme rum og ventede på morgenen. Ingen af dem sagde noget.
Lyden af deres vejrtrækning fyldte rummet, sammen med lyden af nøglen, som lå på bordet og glimtede i måneskinnen. Hun kiggede på Søren. „Hvad hvis det ikke er en bankboks med penge, men med noget meget, meget farligere? ”
„Hvad?
”
„Tegninger. Tegningerne til noget, de ikke ville have, at nogen skulle se. ”
Søren trak vejret dybt. „Så må vi sørge for, at han aldrig får dem.
”
„Hvem? ”
„Den, der tog din far. ”
Han så på hende med et blik, der ikke længere var tomt. „Jeg kan huske hans ansigt.
Jeg tror, jeg kan huske hans navn. ”
„Hvad er det? ”
„Dirksen. Projektleder på byggepladsen.
Han forsvandt kort efter ulykken. ”
„Dirksen? ” Freja rynkede panden. „Det navn siger mig noget.
Min far nævnte ham nogle gange. Han sagde, at der var noget galt med ham. Noget med økonomien. ”
„Han blev aldrig fundet.
Han var der den aften. ”
Freja stirrede på væggen. „Hvis Dirksen har min far, så er jeg nødt til at finde ud af, hvor han gemmer ham. ”
„Din far,” hviskede hun.
„Farfar forsvandt ikke ved et uheld,” sagde Ida. „Han sagde, at han skulle mødes med nogen. Med en mand, der havde et problem med tegningerne. ”
Freja kiggede skarpt på hende.
„Hvornår sagde han det? ”
„Dagen før. Han sagde, at manden var vred, og at han græd. Jeg sagde, at drenge ikke græder, men han fortsatte.
”
„Hvem var manden, Ida? ”
„Jeg ved det ikke. Men han havde en stor bil. En sort bil med nummerplade der sagde…
siger jeg ikke kan huske det. ”
„Manden, der græd. ” Freja hviskede. „Det er ham.
Dirksen. Han græd, fordi min far ville afsløre ham. ”
Hun så ud af vinduet. Byen begyndte så småt at lyse.
„Chaufføren, der kørte os, han sagde lige. Vi kørte om på hende. Hans mor døde for nylig, og han havde været på besøg hos hende i Jylland. Han rejste meget.
”
Hun tav et øjeblik. „Jeg vil til min fars bank. Men jeg vil også finde Dirksen. ”
„Hvordan?
” spurgte Søren. „Jeg har hans adresse. Den lå i min fars gamle adressebog. Jeg har altid gemt den.
”
Hun gik hen til den gamle kommode i hjørnet, som Helle havde efterladt – en gammel ting, som ingen ville have. Hun trak en læderbog frem fra den nederste skuffe. „Her er den. ”
Hun bladrede gennem siderne.
Og stoppede ved bogstavet D. „Dirksen. Jørgen Dirksen. Villa Manden.
”
Søren læste med over hendes skulder. „Hedevej 24. Sommerhus i Odsherred. ”
„Og hvis vi tager derhen, hvad så?
”
„Så finder vi ud af, hvad han ved. ”
„Og måske finder vi din far. ”
Hun lagde nøglen og brevet og adressebogen i sin taske. „Vi tager i banken først.
Så tager vi til Hedevej 24. ”
Ida nikkede. „Kan vi det? ”
„Vi prøver.
” Freja trak vejret dybt. „Vi prøver. ”
De forlod lejligheden lige før solopgang, mens byen var ved at vågne. Da de passerede den gamle kvarterets bager, stod der en mand med avis for ansigtet.
Han så ikke op. Freja sænkede hovedet og gik lige videre. „Vær stille. Han kigger ikke på os.
”
Hun nåede til banken. Dørene blev åbnet præcis klokken ni. En ung kvinde med et venligt smil modtog dem. „Kan jeg hjælpe?
”
Freja viste nøglen. „Jeg skal i boks 17. ”
Kvinden kiggede på nøglen og derefter på systemet. „Et øjeblik.
” Hun forlod disken og forsvandt ind i et kontor. Mens de ventede, så Freja sig omkring. På væggen hang der fotos af gamle bankbygninger og af kendte kunder. Og i hjørnet, på skærmen ved disken, stod der pludselig en besked.
Noget, hun ikke helt fangede. Søren trak hende i ærmet. „De der to mænd udenfor. De står stadig der.
”
Hun kastede et blik ud af vinduet. De to mænd i jakkesæt. De talte sammen og kiggede direkte ind i banken. „Så er vi nødt til at være hurtige.
”
Kvinden kom tilbage. „Beklager. Der er et problem med boksen. ”
„Hvilket problem?
”
„Den blev tømt i går. Af en mand med en fuldmagt. ”
Frejas hjerte sank. „Hvem gav ham fuldmagt?
”
„En advokat fra firmaet Jensen & Søn. Han havde din fars underskrift. Jeg kan ikke udlevere flere oplysninger. ”
Freja stirrede på hende.
„Min far er forsvundet. Han kan ikke have underskrevet noget. ”
Kvinden trak på skuldrene – hjalpeløs. „Det kan jeg ikke gøre noget ved.
”
Udenfor begyndte de to mænd at nærme sig døren. „Kom,” hviskede Freja. „Vi skal ud. ”
De løb gennem banken og ud ad bagdøren, som førte ind til en servicegang.
Bag sig hørte de råb. De løb videre, ned ad en smal gade, hvor skraldespande stod på række. „Nogen har tømt boksen før os,” sagde Søren. „Nogen vidste, vi ville komme.
”
„Men de vidste det ikke, før vi fortalte det til chaufføren. Eller bankdamen. ” Freja standsede og trak vejret. „Eller tante Helle.
”
„Tante Helle? ”
„Hun vidste, vi havde en nøgle. Hun kom altid forbi. Hun snoede sig altid rundt og stillede spørgsmål.
”
„Men hvorfor skulle hun hjælpe dem? ”
„Måske for at beskytte sig selv. ” Freja rystede på hovedet. „Hun sagde min far var som mig.
At jeg skulle passe på. Men måske sagde hun det, fordi hun vidste, at der var noget at finde. ”
Ida begyndte at græde stille. „Mor, jeg er bange.
”
Freja knælede ned og tog hendes hænder. „Vi er stærke nok, skat. Vi klarer det. ”
Søren stillede sig op.
„Hvad nu? ”
„Nu tager vi til Hedevej 24. ”
„Men hvis vi bliver mødt af Dirksen? ”
„Så er vi nødt til at overbevise ham.
” Hun kiggede på ham. „Han græd, da han tog min far. Han havde samvittighed. ”
„Kan du stole på det?
”
„Jeg er nødt til det. ”
De tog en bus nordpå. Ingen spurgte til dem. De holdt lav profil.
Da de endelig nåede Hedevej 24, blev det eftermiddag. Det var et stort, hvidt hus med stråtækt tag og udsigt over vandet. Fredeligt. Uskyldigt.
Freja bankede på døren. Ingen svarede. Hun bankede igen. Endelig blev døren åbnet på klem.
En ældre mand med gråt hår og trætte øjne kiggede ud. „Ja? ”
„Jeg leder efter Jørgen Dirksen. ”
Mandens ansigt stivnede.
„Jeg er Jørgen. Hvem er du? ”
„Jeg hedder Freja. Freja Lindqvist.
Min far var Erik Lindqvist. ”
Jørgen Dirksen blev bleg. Hans hånd rystede, da han greb fat i dørkarmen. „Erik…”
„Du kender ham.
”
„Ja. ” Han sænkede hovedet. „Jeg kendte ham. Jeg… jeg lavede en fejl.
En forfærdelig fejl. Og jeg har betalt for det siden. ”
„Hvad lavede du? ”
„Der var en kontrakt.
Et byggeprojekt i Nordhavn. Din far fandt ud af, at nogle af pengene blev hvidvasket. Han truede med at gå til politiet. ” Dirksen kiggede op.
„Jeg var ikke den, der traf beslutningen. Jeg var den, der fulgte ordrer. Men jeg holdt dem ikke fast. De tog ham.
”
„Hvem tog ham? ”
„Folk fra et byggefirma, der hed Janus. Ejet af en familie. De styrede alt i København dengang.
” Dirksen rystede på hovedet. „Erik var ikke den eneste. Der var andre. ”
„Hvor er han?
”
„Jeg ved det ikke. Jeg ved kun, at de holder folk i en bygning i Jylland. Et gammelt industrianlæg nær Skive. De kaldte det ‚Projekt Hus’.
”
„Tegningerne,” sagde Freja. „Han efterlod tegninger, der viser vejen. ”
„Så har han efterladt dem, fordi han regnede med, at du ville finde dem. ” Dirksen så hende i øjnene.
„Jeg kan give dig adressen. ”
„Hvorfor skulle jeg tro dig? ”
„Fordi jeg har levet med skyld hele mit liv. ” Han rakte hende en seddel.
„Tag den. Og hvis du finder ham, så sig undskyld til ham. ”
Freja tog sedlen. Hun kiggede på den uden at blinke.
Hedevej 24, så nu Skive. „Tak. ”
„Vær forsigtig. De mennesker er farlige.
”
Hun nikkede. „Det ved jeg. ”
De gik derfra. Bag dem, døren, som lukkede sig lydløst.
De stod på vejen og kiggede på adressen: „Dampmøllevej 11, Skive. ”
„Så er vi nødt til at tage derhen. ” Søren så hende i øjnene. „Hvordan vi kommer ind?
”
„Vi aner det ikke. Men vi må prøve. For min fars skyld. Og for Idas skyld.
”
Ida stod stille og holdt fast i sin mors hånd. „Jeg er stadig bange. ”
„Det er jeg også,” sagde Freja. „Men vi gør det alligevel.
Fordi det er det rigtige. ”
De tog toget mod Jylland. Landskabet fløj forbi. Træerne, markerne, de små byer.
Alt så fredeligt ud. Men under overfladen var der noget mørkt. Da de nåede Skive, var det blevet aften. De fandt et lille pensionat og betalte for et enkelt værelse.
Ingen spurgte ind til dem. På værelset trak Freja gardinerne for og tog adressekortet frem. „Dampmøllevej 11. ”
„Hvad nu?
” spurgte Søren. „Vi er nødt til at se stedet først. Lægge en plan. ”
„Og hvis de med det samme fanger os?
”
„Så må vi improvisere. ”
De ventede til mørket faldt på. Så listede de ud. Vejen til Dampmøllevej var øde, og det gamle industrianlæg dukkede op i måneskinnet som en silhuet af et forladt fort.
Ruderne var blændede, og en vagt stod ved porten. „Der er vagter. ”
„Et par stykker. ”
Freja så på bygningen.
„Der må være en anden vej ind. ”
„Gennem bagladen. Ved siden af den gamle silo. ”
De listede rundt om bygningen, holdt sig i skyggen.
Bagladen var mørk. En rusten dør med en hængelås. Søren tog en bolt fra jorden og brød låsen op. Døren gled op med et hvin.
De gik ind i støvet og mørket. Lugten af råd og olie. Deres skridt lød ekko som torden – selvom de forsøgte at være helt stille. En svag pære længere nede i gangen lyste.
Pludselig stoppede Ida. „Mor? ”
„Hvad er der? ”
„Jeg kan høre noget.
”
Freja lyttede. Væk. Næsten umærkeligt. En stemme.
En svag, hæs sang. „Er du tryg. ”
Frejas hjerte stoppede. „Det er far.
Det er hans sang. Han sang den til mig, da jeg var lille. ”
„Han er her. ”
De løb videre, fulgte lyden ned ad en smal gang, forbi lagre og maskiner, indtil de nåede en tung metaldør.
Bag den var der en svag lysstrime. Søren skubbede døren op. I et lille, nøgent rum sad en gammel mand på en sammenklappelig stol, iført slidt tøj og med hænderne sammenbundne. Han havde lukkede øjne og sang stille for sig selv.
„Far? ” hviskede Freja. Manden åbnede øjnene. Hans ansigt var fyldt med rynker, og hans hår var hvidt – men øjnene var de samme.
Varme og blå. „Freja? ”
Hun lavede et spring hen til ham og faldt på knæ. „Far.
Far. Jeg troede, du var død. ”
„Jeg lever stadig, skat. ” Han greb hendes hænder.
„Jeg vidste, du ville komme. ”
„Hvordan kunne du vide det? ”
„Fordi du har sin fars hjerte. Du giver aldrig op.
”
Baggrunden bag dem. Lyden af skridt. Råb. „Han er her!
Vagt! ”
Søren så sig omkring. „Vi er nødt til at komme væk. ”
Freja hjalp sin far op.
Hans ben vaklede. „Så vi løber. Vi løber nu. ”
De løb tilbage gennem mørket, mens råbene lød bag dem.
Ida greb sin morfar og holdt fast i ham, og de sprang ud af bagladen i natten. Bilforlygter tændte. En bil spærrede vejen. Midt i lyset stod en mand, som Søren genkendte – Dirksen.
„Jeg troede, du hjalp os,” råbte Freja. „Jeg gør. ” Dirksen åbnede døren til sin bil. „Ind med jer.
Nu. ”
De pilede ind i bilen. Dirksen satte sig bag rattet og gav gas, mens råbene bag dem blev svagere. De kørte i tavshed.
Til sidst sagde Frejas far: „Han prøvede at hjælpe mig hele tiden. Han blev ved med at sige, at han var ked af det. ”
Dirksen kiggede på dem i spejlet. „Jeg forsøgte at tale dem fra det.
Men de truede med at tage min familie med. Da de tog Erik, vidste jeg, at jeg havde lavet en fejl. Den eneste måde, jeg kunne rette op på det, var at hjælpe ham med at slippe væk. ”
„Men hvorfor kunne du ikke bare gå til politiet?
”
„Fordi de havde filen om mig. Min egen fortid var ikke ren. Og de vidste, hvordan de fik folk til at forsvinde. ”
De kørte gennem natten, mens mørket trak sig sammen bag dem.
Da de endelig nåede en stor by, standsede Dirksen bilen. „Her stopper jeg. Jeg kan ikke køre videre. Men der er et tog derfra.
”
Freja kiggede på ham. „Hvad med dig? ”
„Jeg har lavet mine egne valg. Nu må jeg tage konsekvenserne.
” Han så på Frejas far. „Tilgiv mig, Erik. ”
„Jeg har tilgivet dig for længe siden,” sagde faren. „Du var et offer, ligesom vi andre.
Gå nu. Sørg for dig selv. ”
Dirksen nikkede og kørte væk, mens de gik mod stationen. De tog det første tog væk.
Ingen ville spørge dem om noget, og de sad i en tom kupé, mens landskabet passerede dem i mørket. Freja holdt sin fars hånd. „Hvad nu? ”
„Nu finder vi et sted, hvor de ikke kan finde os.
Og så bygger vi vores liv op igen. ”
„Og banken? ”
„Den var en fælde. Skabt for at trække dig ind.
Jeg beklager. ” Han pressede hendes hånd. „Men du kom. Det er alt, hvad der betyder noget.
”
Ida lagde hovedet mod sin morfars skulder og faldt langsomt i søvn. Søren så ud af vinduet. „Vi er nødt til at begynde et nyt liv. ”
„Ja,” sagde Freja.
„Det er vi. ”
Toget kørte videre – væk fra Skive, væk fra fortiden og ind i en ukendt fremtid. Det eneste, som stadig var tilbage, var lyset fra et togskinn der fløj forbi og mindet om, at nogle ting tager tid at finde tilbage til. Men de havde hinanden.
Og det var rigeligt.
