Jeg har kun en måned. Rejser du med mig? Bad den rige godsejeren Alexander Monrad, da han spærrede vejen for mig ved solnedgangen. Ellen stod stivnet.
Solen gik ned over de hvidkalkede bygninger, luften lugtede af hø og fugtig jord, men for hende var der kun ham. Han red på en smuk brun hingst, iført sin karakteristiske brune lædervest og skjorte med ærmerne rullet op. Hans hat kastede en skygge over øjnene, og jeg følte mig som en myre foran en kæmpe. Godaften her, mumlede jeg og bøjede hovedet med den blanding af respekt og frygt, som alle i sognet havde for ham.
Han lo, men det var en kold lyd, der ikke nåede øjnene. Du er en trofast hund, Ellen. Mere trofast end min egen kone. Jeg hævede øjenbrynene.
Fru Monrad var for længst rejst til byen, sagde man. Han plantede den ene hånd på væggen ved siden af mig og lænede sig ind. Ordre, sagde han og så på mig med et blik, der ikke tålte indvendinger. En måned.
Tag derud med mig. Det var ikke en ordre. Det var en udfordring, en test. Jeg åbnede munden for at svare, men en hård klump i halsen gjorde ordene umulige.
Jeg kiggede på hans ustyrlige hingst, der fnyste utålmodigt, som om den også forstod, at dette øjeblik ændrede alt. Ærligt, sagde jeg endelig. Hvorfor mig? Hvorfor spørger du mig om sådan noget?
Han trak på skuldrene og så ud over de uendelige marker. Fordi du er den eneste, der aldrig har bedt mig om noget. Den eneste, der ikke vil have noget fra mig. Jeg følte et stik i hjertet.
Det var næsten smigrende, men også farligt. Jeg vidste, hvad rygtet sagde om ham. At han var færdig, at hans helbred var skrantende, at hans imperium vaklede. Men lige nu, her i solnedgangen, lignede han alt andet end en ruin.
Han rakte mig en håndfuld små, grå piller. Tag dem, sagde han. Bare en om dagen. Det vil give dig modet til at sige ja.
Jeg stirrede på dem. Det var hjemmelavet, dårligt raffinerede, sandsynligvis blandet med kret for at kunne presses til en pille. Jeg rystede på hovedet. Jeg gør ikke det her, sagde jeg og tog et skridt tilbage.
Hans øjne blev kolde. Du tror, du kan nægte mig? I dette sogn har alle en pris, Ellen. Også du.
Mine hænder rystede. Jeg tænkte på min mor, på gælden, på den lille hytte, jeg kaldte hjem. Jeg tænkte på, hvordan hele landsbyen var afhængig af hans godhed, og hvordan han aldrig lod nogen glemme det. Og så tænkte jeg på Camilla.
Min søster, der nu sad i et statsfængsel for drabsforsøg og bedrageri. Jeg vidste, at hun ikke var uskyldig. Men jeg vidste også, at hun ikke havde handlet alene. Alexander Monrad havde ødelagt min familie.
Og nu stod han her og troede, at jeg ville tage imod hans hjælp? Jeg så ham lige i øjnene. Min stemme var lav, men fast. Jeg rejser ikke med dig, sagde jeg.
Og jeg tager ikke dine piller. Han smilede langsomt, som om han havde ventet på det. Så vendte han hesten og red væk uden at sige et ord. Men senere samme nat hørte jeg en bil uden for mit hus.
Og en konvolut blev skubbet under døren. Jeg åbnede den med rystende hænder. Indeni lå et fotografi af min mor – taget for nylig – og en besked på to linjer: “Hun har det godt. Men det kan ændre sig, hvis du ikke siger ja.
”
Jeg stod der i mørket med brevet i hånden og forstod pludselig, at jeg aldrig havde haft et valg. Jeg kunne ikke lade min mor i stikken. Og jeg kunne ikke lade ham ødelægge flere liv. Næste morgen pakkede jeg en taske og mødte ham ved porten.
Han smilede. Jeg sagde ikke noget, men jeg vidste, at jeg ville finde en måde at afsløre ham – og redde dem, jeg elskede. Vi kørte væk sammen, og jeg så ikke tilbage. Men da natten faldt på, og vi stoppede ved en gammel kro, konfiskerede jeg en af hans piller fra hans jakke og gemte den.
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle med den, men jeg vidste, at jeg en dag ville bruge den.
