Ellen Mørch stod på gårdspladsen før solen var stået op. I hænderne holdt hun en stofpose med næsten alt, hvad hun ejede. Foran porten ventede en gammel, mørk hestevogn, og inde i huset talte hendes stedmor, Birgitte, mønter. Hver eneste mønt, der ramte bordet, bekræftede det, ingen turde sige højt: De havde solgt hende.
Birgitte trådte ud med et tilfreds udtryk. “Se ikke sådan ud. Du skal hen til en respektabel herregård. Du burde være taknemmelig.
” Ellen svarede ikke. Hun havde lært, at det kun gav Birgitte flere våben. Inde i stuen sad hendes far uden at løfte blikket. Ingen afsked, ikke engang en løgn for at gøre øjeblikket mindre grusomt.
Ellen pressede posen mod brystet og steg op i vognen uden at græde. Hun nægtede at give Birgitte den sejr. Rejsen var lang. Da vognen endelig kørte ind gennem porten til Albreksgaard, så Ellen en stor gammel hovedbygning af grå sten.
Stedet var smukt, men koldt. En ældre kvinde, fru Mikkelsen, tog imod hende med et fast blik. “Så længe du er her, står du til ansvar over for mig. ” Ellen mødte hendes blik roligt og svarede på spørgsmålene om at passe børn med en værdighed, der fik fru Mikkelsen til at tøve.
Lennart Albreksen, ejeren af gården, var en alvorlig mand. Han advarede hende tydeligt: “Forveksl ikke et barns hengivenhed med at have en særlig status her i huset. ” Ellen svarede: “Jeg er ikke kommet for at tiltage mig en plads. Jeg er kommet for at passe mit arbejde.
” Da hun mødte hans datter, Sofie, der sad oppe i et æbletræ, sagde hun: “Jamen, så har vi da noget til fælles. Jeg havde heller ikke lyst til at komme. ” Sofie stirrede overrasket på hende. I de følgende dage satte Sofie Ellen på prøve.
Hun gemte hårbørsten, spildte vand og nægtede at spise sin suppe. Ellen råbte ikke. Hun gav hende en klud. “Det, man spilder, tørrer man op.
” Da Sofie skjulte børsten under puden, sagde Ellen: “Hvor mærkeligt. Det ser ud til, at børsterne i dette hus også har brug for at sove. ” Sofie forsøgte at lade være med at grine. Langsomt begyndte noget at ændre sig.
Sofie viste Ellen fiskene i dammen og gav dem navne. Den store fisk kaldte hun “Hr. Overskæg”, selvom den ingen overskæg havde. En dag slap Sofie en høne løs på gangen.
Ellen blev ikke vred. “Lad os gå hen og fange den. ” Bagefter måtte Sofie vaske gangen af. Da Lennart spurgte, hvad der var sket, svarede Ellen roligt: “En høne for vild.
Frøken Sofie hjælper med at rette op på ulejligheden. ” Lennart så på sin datter. “Så gør rent færdigt. ”
Den aften, mens Ellen børstede Sofies hår, spurgte pigen: “Havde du lyst til at komme herind?
” Ellen følte, at spørgsmålet ramte et åbent sår. “Nej. ” Sofie så overrasket på hende. “Hvorfor er du her så?
” “Fordi man nogle gange ender et sted, man ikke selv har valgt. Men man kan stadig selv bestemme, hvordan man vil opføre sig der. ” Da Ellen var på vej ud, sagde Sofie: “Hvis jeg ikke slipper nogen høns løs i morgen, vil du så lave to fletninger på mig? ”
Morgenen efter lovede Lennart Sofie en tur til havedammen, hvis hun lavede sine lektier færdige.
Sofie gjorde en stor indsats, men fru Mikkelsen kom med en besked: “Lennart kan ikke tage afsted i eftermiddag. Der er opstået et problem ved foldene. ” Sofie rejste sig så hurtigt, at stolen skrabede mod gulvet. “Jeg vil ikke have en anden dag.
” Hun stormede ud af rummet. Ellen fandt hende siddende tæt ved det gamle stengærde med knæene trukket op. Lennart kom også. “Jeg lovede det,” sagde han med lav stemme.
Sofie så ikke på ham. “Der er altid noget, der er vigtigere. ” Den stilhed, der fulgte, var hårdere end nogen bebrejdelse. Lennart knælede foran hende på den våde jord.
“Du er ikke mindre vigtig end gården. ” “Hvorfor er det så altid gården, der vinder? ” Lennart svarede: “Fordi jeg nogle gange er dårlig til at kende forskel på det, der haster, og det, der er vigtigt. ” Han lovede hende en tur alene til dammen næste morgen.
Sofie tog Ellens hånd og hviskede: “Tante Ellen. ” Ellen stivnede. Hun var ikke familie. Hun måtte ikke glemme sin plads.
Camilla Østergaards ankomst blev ikke varslet. Hun steg ud af vognen med en lille dreng, Mats, på fire år, der klamrede sig til hendes skørt. “Jeg skal giftes,” sagde hun. “Min kommende mand mener ikke, det er passende, at vi starter vores liv sammen med et barn, der ikke er hans.
” Lennarts kæbe strammedes. “Mats er din søn. ” “Han er også din. ”
Camilla krammede drengen hurtigt, alt for hurtigt, og gik mod vognen.
Mats stod bare og så på, mens hans mor kørte væk. Hans ansigt rørte sig ikke, men hans hånd søgte ud i luften efter kanten af et skørt, der ikke længere var der. Lennart så rådvild ud. Ellen talte dæmpet: “Måske har han brug for et øjeblik.
” Lennart nikkede. “Fru Mikkelsen, gør et værelse klar til min søn. ”
Mats nægtede at gå ind på værelset. Han blev stående på gangen med et gammelt tæppe presset mod brystet.
Ellen foreslog: “Måske er værelset for stort til den første nat. En lille madras på gulvet tæt på døren, med en tændt lampe. ” Lennart lod det ske. Senere så Ellen drengen sove med tæppet mod ansigtet.
Lennart stod i mørket. “Jeg ved ikke, om han overhovedet ser mig som sin far. ” Ellen svarede: “Måske har han ikke brug for at se det lige nu. Måske har han brug for at vide, at du ikke forlader ham.
”
Næste morgen gemte Mats sig under bordet i bryggerset, fordi han ikke ville skifte den slidte skjorte. Ellen lagde det rene tøj på en stol et stykke væk. “Du behøver ikke tage det på nu. ” Hun stillede en kop varm mælk med honning på gulvet.
Efter nogle minutter kom en lille hånd frem og greb koppen. “Vil du have mere? ” spurgte Ellen. En kort pause.
Så svarede han: “Nej. ” Det var det første ord, han sagde til hende. Sofie kom med et æble. “Det er ikke et perfekt æble, men det smager godt på den ene side.
” Hun satte sig på gulvet i nogen afstand. “Jeg har også gemt mig engang. Alle ledte efter mig. ” Mats’ fingre løsnede grebet om stoffet.
Senere var der kun æbleskraget tilbage. Ellen lærte Lennart at tørre sveden af med en lunken klud, da Mats fik feber. Natten var lang. Ellen skiftede klude og talte dæmpet til drengen.
Lennart tog en våd klud og holdt den afventende. “Ikke for koldt,” sagde Ellen mildt. “Så vil han ryste endnu mere. ” Lennart så på kluden.
“Vidste ikke, hvordan jeg gør. ” Da han lagde kluden på drengens pande, slog Mats øjnene op og hviskede: “Far. ” Lennart holdt vejret. “Jeg er lige her, min dreng.
” Det var første gang, Mats kaldte ham det. Efter den nat ændrede noget sig mellem Ellen og Lennart. Han så hende ikke længere som en ansat. Da Agnete Lind kom på besøg og talte nedladende om Ellen, forsvarede Lennart hende offentligt.
“Ellen Møller arbejder i dette hus med min fulde opbakning og tillid. Den, der krænker en person under mit tag, krænker også dette hus’ ære. ” Ellen følte en klump i halsen. Det var første gang, nogen forsvarede hendes navn.
Birgitte dukkede op uden varsel. Hun så sig omkring på gården med et selvtilfreds smil. “Du har sikret dig en god plads. ” Ellen følte, hvordan ordene forsøgte at tilsmusse alt.
Birgitte fortsatte: “Din far er syg af bekymring. Vi har brug for penge. ” Ellen holdt hendes blik. “Min far lod mig gå uden så meget som at sige farvel.
Jeg vil ikke længere lade jer bruge min skyldfølelse som et reb. ” Birgitte blev vred. “Du er en utaknemmelig tøs. ” Ellen svarede: “Jeg er fri af jer.
” Lennart tog ordet: “Fru Mikkelsen vil ledsage fruen til vognen. ”
Da vognen kørte væk, stod Ellen tilbage med isnende hænder. Lennart gik langsomt hen til hende. “Du behøvede ikke at gøre det alene.
” Ellen så ned ad vejen. “Jo, det var jeg nødt til. ” Børnene kom løbende og krammede hende. “Skal du græde?
” spurgte Sofie. Ellen trak vejret dybt. “Måske lidt senere. ” Sofie krammede hende hårdere.
“Så er vi hos dig bagefter. ”
Stormen ramte i slutningen af eftermiddagen. Regnen piskede ned, og en af karlene kom løbende. “Den gamle fold er gået op.
Nogle af fårene har søgt mod skuret. ” Ellen fik øje på børnene, der var forsvundet. Hun løb ud i regnen og fandt dem ved det gamle skur. Det lille hvide lam var fanget under nogle brædder.
Ellen fik dyret fri og skubbede børnene ud. “Gå mod huset nu! ” I samme øjeblik kollapsede en del af taget. En bjælke spærrede indgangen og sendte hende i jorden med en skærende smerte i skulderen.
Så hørte hun sit navn: “Ellen! ” Det var Lennart. Da han så hende spærret inde, kastede han sig mod bjælken. “Bliv helt stille.
” Han løftede hende forsigtigt op og bar hende ud. Da taget kollapsede bag dem, pressede han hende tæt ind til sig. “Børnene er i sikkerhed. Du reddede dem.
” Ellen hvilede panden mod hans skulder og hørte hans hjerte banke vildt. Hun forstod, at han havde været bange for at miste hende. Efter stormen kom hun sig langsomt. Johan bar hende hen til bænken ved æbleplantagen, da solen brød igennem.
“Jeg troede, jeg mistede dig,” sagde han lavt. “Jeg kan ikke længere lade som om, det kun er arbejde. Du betyder noget for mig. Ikke af pligt, ikke af vane.
” Ellen blev bange. “Hvad ønsker du så af mig? ” “Jeg ønsker, at du skal være fri til at vælge. Hvis du vil rejse, hjælper jeg dig.
Hvis du vil blive ved min side, fordi du selv vil det, så vil jeg gøre mit bedste for at gøre mig fortjent til det valg. ”
Ellen følte, at noget brast indeni. Ingen havde nogensinde talt sådan til hende. Hun bad om tid.
“Jeg taler selv med børnene. ” En dag fandt hun Sofie og Mats i æbleplantagen. “Jeg ønsker ikke, at I beder mig om at blive, fordi I er bange. Hvis jeg bliver, skal det være, fordi jeg selv vælger det.
” Sofie så på hende. “Og hvad vælger du så? ” Ellen smilede. “Jeg tænker over det.
”
Næste dag fandt hun Johan under halvtaget. “Jeg er kommet hertil mod min vilje. Men det var også her, Sofie tog min hånd, og Mats begyndte at tale igen. Det var her, du forsvarede mig, og hvor nogen for første gang spurgte mig, hvad jeg selv ville.
” Hun trak vejret dybt. “Jeg bliver, fordi jeg selv vil det. ” Johan lukkede øjnene. Da han så på hende igen, var der ingen ejerskab i hans blik.
Kun taknemmelighed og kærlighed. Sofie kom løbende med Mats. “Bliver du? ” Ellen åbnede armene.
“Jeg bliver. ” De to børn kastede sig over hende. Fru Mikkelsen dukkede op i døren. “Hvis I er færdige med at holde taler, bliver tærten kold.
” Sofie råbte: “Fru Mikkelsen, Ellen bliver! ” Den ældre kvinde glattede viskestykket ud med værdighed. “Ja, det har jeg hørt. ” Men hendes øjne sagde noget helt andet.
Æblesæsonen begyndte. Ellen stod med en kur i armene og så ud over gården. Den tilhørte hende, fordi hun selv havde valgt den. Sofie kom løbende med et æble.
“Det her er helt perfekt. ” Ellen vendte og drejede det i lyset. “Næsten perfekt. ” Mats nåede at svare før hende: “At spise det.
” Sofie lo. Johan kom langsomt nærmere. “Jeg tror, han har ret. ”
Ellen så på de tre: pigen, der havde lært at stole på andre igen, drengen, der ikke længere følte sig forladt, og manden, der havde lært at elske uden at tvinge sin vilje igennem.
For første gang i lang tid var hun ikke bange for at høre til. Hun var kommet til gården som en, der var blevet solgt. Men hun endte med at vælge at stå oprejst med værdighed på det sted, hvor hendes liv endelig blev hendes eget igen.
